Håndeksem – hvorfor sprækker hænderne, og hvad kan du gøre?
Tørre hænder, der sprækker. Små revner på fingerspidserne. Rødme, kløe og hud, der svier, hver gang du vasker hænder. Måske har du prøvet adskillige håndcremer, men huden bliver ved med at sprække.
Det kan være håndeksem.
Håndeksem er en inflammatorisk hudsygdom, der kan opstå, når hudens beskyttende barriere gentagne gange bliver belastet. Hyppig håndvask, vand, rengøringsmidler, handsker, kulde og kontaktallergi er blandt de vigtigste faktorer.
Det vigtigste er ikke bare at tilføre hænderne mere fedt. Det er at finde ud af, hvorfor huden bliver ved med at tage skade – og samtidig beskytte den, så den får mulighed for at komme sig.
I denne artikel gennemgår jeg både videnskaben bag håndeksem og mine erfaringer fra mere end 20 års arbejde med problemhud. Jeg viser også, hvordan du kan sammensætte en enkel hudplejerutine, der passer til en hverdag, hvor hænderne skal bruges.
I denne artikel får du svar på
- Hvad håndeksem er, og hvordan det ser ud.
- Hvorfor hænder og fingerspidser sprækker.
- Hvad vand, sæbe, håndsprit, kulde og handsker betyder.
- Hvordan du skelner mellem irritation, allergi og andre hudsygdomme.
- Hvordan du plejer meget tørre og revnede hænder.
- Min Raz Signaturbehandling med Ai, Repair Barrier Cream og Repair Perfume Free.
- Hvornår håndeksem kræver lægelig behandling.
- Hvordan du forebygger nye udbrud.
Hvad er håndeksem?
Håndeksem er en samlet betegnelse for inflammatoriske hudforandringer på hænderne.
Det er altså ikke én bestemt sygdom med én bestemt årsag.
Håndeksem kan opstå på grund af gentagen irritation, kontaktallergi eller en atopisk disposition. Hos mange mennesker er flere faktorer involveret samtidig.
Typiske symptomer er:
- Tør, ru og skællende hud.
- Rødme eller andre farveforandringer.
- Kløe, svie og en brændende fornemmelse.
- Små blærer eller væskende områder.
- Fortykket, hård hud.
- Smertefulde revner i fingre, fingerspidser og håndflader.
På mørkere hud kan inflammationen fremstå brunlig, grålig eller violet i stedet for tydeligt rød.
Nogle oplever især eksem på håndryggene. Andre får det mellem fingrene, omkring neglene eller på fingerspidserne.
Og så er der dem, hvor huden bliver så tør og fortykket, at den sprækker, hver gang fingrene bøjes.
Det kan gøre helt almindelige ting som at knappe en skjorte, skrælle kartofler eller åbne en flaske smertefulde.
Hvad er fissurer?
De små revner, der opstår i meget tør hud, kaldes fissurer.
En fissur er en sprække i huden, som kan være overfladisk eller gå dybere ned i hudens lag.
Når huden er blevet hård, tør og mindre elastisk, kan den ikke længere følge fingrenes bevægelser uden at blive belastet.
Derfor opstår revnerne ofte omkring fingerspidser, knoer og led.
Hvis revnen når ned til levende hudvæv, kan den svie, bløde og være meget smertefuld.
Men husk: Revner i hænderne er et symptom – ikke en diagnose.
Du kan have revner uden egentlig eksem. Og du kan have håndeksem uden revner.
Hvorfor får man håndeksem?
Hænderne er blandt de mest udsatte områder på kroppen.
Vi bruger dem hele dagen. Vi vasker dem, spritter dem, arbejder med dem, udsætter dem for kulde og kommer i kontakt med en lang række kemiske og mekaniske påvirkninger.
Derfor er håndeksem særligt almindeligt hos mennesker, der arbejder med vand, rengøring, fødevarer, patienter, hårprodukter eller andre stoffer, som belaster huden.
1. Vand og sæbe – hvorfor bliver hænderne tørre?
Det kan virke mærkeligt, at vand kan være med til at gøre huden tør.
Men det er faktisk en af de vigtigste forklaringer på håndeksem.
Hudens yderste lag hedder stratum corneum. Det består af hudceller omgivet af en organiseret blanding af fedtstoffer.
Blandt de vigtigste fedtstoffer er ceramider, kolesterol og frie fedtsyrer.
Sammen hjælper de huden med at holde på vandet og begrænse indtrængningen af irriterende stoffer.
Ved gentagen kontakt med vand svulmer det yderste hudlag op. Når huden efterfølgende tørrer, ændrer den igen volumen.
Gentages processen mange gange, kan den bidrage til at forstyrre hudbarrieren.
Vaskemidler og sæbe kan samtidig fjerne hudens overfladelipider og påvirke proteinerne i det yderste hudlag.
Resultatet kan blive øget vandtab, tørhed og irritation.
Det er altså ikke, fordi vandmolekyler blot trækker hudens fedtstoffer med sig, når de fordamper. Mekanismen er mere kompleks og handler især om gentagen opfugtning, udtørring og påvirkning fra vaskeaktive stoffer.
Jo oftere hudbarrieren bliver belastet, desto sværere får den ved at genoprette sig mellem påvirkningerne.
2. Vådt arbejde – en af de største risikofaktorer
Inden for dermatologien bruger vi begrebet vådt arbejde.
Det dækker blandt andet arbejde med hyppig håndvask, længerevarende kontakt med vand eller gentagen brug af væsketætte handsker.
Frisører, sygeplejersker, rengøringspersonale, køkkenansatte og andre med meget vådt arbejde har øget risiko for håndeksem.
En systematisk gennemgang af forskning i håndhygiejne fandt en tydelig sammenhæng mellem hyppig håndvask og risikoen for håndeksem.
Det betyder ikke, at du skal holde op med at vaske hænder.
Det betyder, at du skal undgå unødvendig vask og beskytte huden bedst muligt.
3. Kulde og tør luft
Mange oplever, at deres hænder bliver værre om vinteren.
Det er ikke tilfældigt.
Kold udeluft og tør indeluft kan øge belastningen af en i forvejen sårbar hudbarriere.
Samtidig kan temperaturændringer, vind og friktion fra tøj og handsker forværre ubehaget.
Hvis dine hænder altid begynder at sprække, når efteråret kommer, ville jeg begynde den beskyttende hudpleje, før revnerne opstår.
Det er langt lettere at vedligeholde en nogenlunde velfungerende hudbarriere end at skulle genopbygge komforten i hud, der allerede er sprækket.
4. Kontaktallergi
Nogle gange skyldes håndeksem ikke kun irritation.
Det kan også skyldes allergisk kontakteksem.
Her har immunforsvaret udviklet en specifik overfølsomhed over for et stof.
Det kan eksempelvis være visse konserveringsmidler, duftstoffer, gummikemikalier eller metaller.
Ved allergisk kontakteksem kan meget små mængder af det relevante allergen udløse et udbrud.
Og en vigtig detalje: Man kan udvikle kontaktallergi over for et stof, man har brugt i årevis uden tidligere problemer.
Hvis dit håndeksem bliver ved med at vende tilbage, selv om du passer godt på huden, kan det derfor være relevant at blive undersøgt for kontaktallergi.
Læs mere i vores artikel om kontakteksem – forskellen på irritation og allergi.
5. Atopisk disposition
Har du haft børneeksem eller atopisk dermatitis, kan din hud være mere disponeret for at udvikle håndeksem.
Det skyldes blandt andet, at hudbarrieren hos mennesker med atopisk dermatitis ofte er mere sårbar.
Det betyder ikke, at alle med atopisk eksem får håndeksem.
Men det betyder, at de samme påvirkninger kan være vanskeligere at tåle.
Jeg gennemgår denne sammenhæng mere detaljeret i artiklen om atopisk eksem.
Hvad sker der i huden, når hænderne sprækker?
Her bliver det interessant.
Når hudbarrieren er intakt, begrænser den vandtabet og beskytter mod omgivelserne.
Når barrieren bliver beskadiget, stiger ofte det såkaldte transepidermale vandtab, TEWL.
Det betyder, at mere vand fordamper gennem huden.
Samtidig kan irriterende stoffer lettere påvirke de levende hudlag.
Hudens celler reagerer ved at frigive inflammatoriske signalstoffer, og immunforsvaret bliver aktiveret.
Det kan give rødme, hævelse, kløe og svie.
Ved længerevarende inflammation og gentagen mekanisk belastning kan huden blive fortykket.
Det kaldes lichenifikation eller hyperkeratose, afhængigt af forandringens karakter.
Den fortykkede hud kan føles hård og mindre smidig.
Og når du bøjer fingrene, kan den sprække.
Det forklarer også, hvorfor en håndcreme alene ikke altid er nok.
Hvis huden fortsat udsættes for de samme belastninger, og der samtidig er aktiv inflammation, arbejder man hele tiden imod hudens mulighed for at komme sig.
Du skal både beskytte barrieren og håndtere den inflammation, der eventuelt er til stede.
Hvad kan håndeksem forveksles med?
Det er ikke alle tørre, kløende eller skællende hænder, der skyldes håndeksem.
Svamp på hænderne
Svampeinfektion på hånden, tinea manuum, kan give skællende, tør hud.
Den sidder ofte mest udtalt på den ene hånd og kan forekomme sammen med fodsvamp.
Svamp kræver en anden behandling end eksem. Hvis diagnosen er usikker, kan lægen undersøge huden og eventuelt tage en svampeprøve.
Psoriasis
Psoriasis kan give velafgrænsede, fortykkede og skællende områder på håndfladerne.
Det kan være vanskeligt at skelne fra kronisk håndeksem alene ud fra udseendet.
Dyshidrotisk eksem
Dyshidrotisk eksem, også kaldet pompholyx, giver typisk små, dybtliggende og ofte meget kløende blærer på fingrenes sider eller i håndfladerne.
Det regnes som et klinisk mønster af håndeksem og kan have flere forskellige udløsende faktorer.
Infektion
Hvis huden bliver tiltagende varm, hævet, smertefuld eller får pus, kan der være opstået infektion.
Det skal vurderes af en læge.
Hvad kan du selv gøre ved tørre, revnede hænder?
Hvis dine hænder sprækker, ville jeg begynde med tre ting.
Først: Reducér de påvirkninger, der beskadiger huden.
Dernæst: Brug fugtigheds- og barrierepleje regelmæssigt.
Og endelig: Få behandlet et eventuelt aktivt eksem korrekt.
Det lyder enkelt, men det er ofte her, den største forskel ligger.
Vask hænderne skånsomt
Brug lunkent frem for meget varmt vand.
Vælg et mildt, parfumefrit renseprodukt, når vask er nødvendig.
Undgå at skrubbe hænderne med børster, grove svampe eller peelingprodukter.
Dup hænderne tørre, også mellem fingrene.
Og brug håndcreme bagefter.
Er håndsprit bedre end sæbe ved håndeksem?
Det afhænger af situationen.
Alkoholbaseret hånddesinfektion kan i mange sammenhænge være mindre belastende for huden end gentagen vask med vand og sæbe, især når hænderne ikke er synligt snavsede.
Men håndsprit kan svie på revnet hud, og den erstatter ikke håndvask i situationer, hvor sæbe og vand er nødvendigt af hygiejniske grunde.
Følg derfor altid relevante hygiejneanbefalinger på din arbejdsplads.
Brug handsker rigtigt
Beskyttelseshandsker kan være en stor hjælp ved rengøring, opvask og andet vådt arbejde.
Men handsker kan også give problemer.
Når huden er lukket inde i en væsketæt handske, stiger fugtigheden og temperaturen. Huden kan blive opblødt, og friktion og sved kan forværre irritation.
Derfor bør beskyttelseshandsker kun bruges, når de er nødvendige, og ikke længere end opgaven kræver.
Ved længere tids brug kan en ren, tør bomuldshandske under beskyttelseshandsken være nyttig.
Husk også, at handsker skal være egnede til de kemikalier, du arbejder med.
En almindelig handske beskytter ikke nødvendigvis mod alle rengøringsmidler, opløsningsmidler eller andre stoffer.
Hvad gør man ved dybe revner i fingerspidserne?
Ved dybe fissurer er det vigtigt at beskytte området mod yderligere mekanisk belastning.
Et egnet plaster eller en sårforbinding kan i nogle tilfælde beskytte revnen, mens huden får ro.
Undgå at pille hårde hudkanter af eller forsøge at slibe huden væk.
Hvis revnen er dyb, meget smertefuld, bløder gentagne gange eller ikke heler, bør den vurderes af lægen.
Jeg anbefaler ikke peeling eller scrub på aktivt håndeksem med revner. Det vil ofte være endnu en unødvendig belastning af hudbarrieren.
Raz Signaturbehandling mod håndeksem
Når jeg arbejder med meget tørre og revnede hænder, tænker jeg på to forskellige behov.
Om dagen skal huden kunne fungere.
Du skal kunne arbejde, bruge din telefon, tage tøj på og vaske hænder uden at føle, at alt omkring dig bliver fedtet.
Om natten kan du tillade dig en federe og mere beskyttende pleje.
Det er baggrunden for min opdeling mellem Repair Barrier Cream om dagen og Repair Perfume Free om aftenen.
Jeg vil også gerne fortælle om min erfaring med Ai som et supplerende produkt.
Men lad mig først forklare, hvad de enkelte produkter bidrager med.
Hand Cream – den daglige fugtighedspleje
Hand Cream 1723 er den håndcreme, jeg ville have liggende ved håndvasken, på skrivebordet eller i tasken.
Formuleringen er interessant, fordi den kombinerer flere forskellige typer fugtigheds- og barriereplejende ingredienser.
Glycerin og Sodium PCA er fugtbindere, også kaldet humektanter.
De hjælper med at holde vand i hudens yderste lag.
Caprylic/Capric Triglycerides og andre blødgørende fedtstoffer bidrager til at gøre huden mere smidig og behagelig.
Panthenol er en ingrediens, der anvendes i mange produkter til tør og følsom hud, blandt andet på grund af dens fugtbindende og hudplejende egenskaber.
Ectoin er en såkaldt kompatibel solut, der er interessant i kosmetiske formuleringer på grund af sine vandbindende og cellebeskyttende egenskaber.
Det er kombinationen, jeg finder relevant.
En god håndcreme skal ikke bare føles behagelig, mens du smører den på. Den skal være så nem at bruge, at du faktisk får den anvendt flere gange om dagen.
Repair Barrier Cream – beskyttelse i dagtimerne (Kommer snart)
Repair Barrier Cream har en anden funktion i rutinen.
Hvor den almindelige Hand Cream primært er den lette daglige fugtighedspleje, er tanken med Repair Barrier Cream at give huden en mere vedvarende beskyttende pleje.
Det er særligt relevant, når hænderne gentagne gange udsættes for kulde, friktion og vask.
En barrierecreme kan hjælpe med at begrænse udtørring og gøre huden mere behagelig.
Men den kan ikke gøre hænderne immune over for vand, sæbe eller kemikalier.
Og den kan ikke erstatte beskyttelseshandsker, når arbejdet kræver dem.
Jeg vil derfor bruge Repair Barrier Cream som en del af den daglige hudpleje – ikke som en usynlig sikkerhedshandske.
Repair Perfume Free – den fede pleje om natten
Om aftenen ville jeg vælge en federe salve.
Repair Perfume Free er en vandfri, lipidrig formulering, som kan bruges til at blødgøre og beskytte meget tør hud.
En fed salve kan danne et beskyttende lag på hudoverfladen og begrænse fordampningen af vand.
Det er særligt relevant, når hænderne er ru, stramme og mindre smidige.
Om natten har du også den praktiske fordel, at du kan anvende en større mængde uden at skulle bruge hænderne på samme måde som i dagtimerne.
Hvis du synes, salven fedter på sengetøjet, kan du bruge rene, løstsiddende bomuldshandsker.
De kan blandt andet købes på apoteket.
Handskerne gør det muligt at have en passende mængde salve på hænderne, uden at den overføres til alt omkring dig.
Det er en praktisk fordel – ikke dokumentation for, at salven behandler eksem bedre under handsker.
Ai Anti-Irritation – min erfaring med supplerende pleje
Ai Anti-Irritation er et produkt, vi hos Raz Skincare har mange års praktisk erfaring med ved hud, der føles irriteret eller skællende.
Formuleringen indeholder mineralholdigt havvandsekstrakt, glycerin, purpurpileekstrakt og mælkesyre.
Glycerin er en veldokumenteret fugtbindende ingrediens.
De øvrige ingredienser er interessante i kosmetisk sammenhæng, men deres tilstedeværelse dokumenterer ikke, at Ai som færdigt produkt behandler den inflammation, der ligger bag håndeksem.
Ai kan desuden svie på revnet eller meget inflammeret hud.
Det er ikke et tegn på, at produktet virker bedre.
Jeg vil derfor ikke anbefale, at man skal bide tænderne sammen og fortsætte, hvis huden reagerer kraftigt.
Min særlige metode med Ai og bomuldshandsker
En metode, jeg har anvendt i min praktiske rådgivning, er at fugte bomuldshandsker med Ai og lade dem sidde på hænderne i cirka 15 minutter.
Derefter fjernes handskerne, huden får lov til at tørre, og den efterfølgende pleje påføres.
Jeg vil gerne forklare metoden, fordi den er en del af vores erfaring med produkterne.
Men det er vigtigt at skelne mellem erfaring og dokumentation.
Der foreligger ikke klinisk dokumentation for, at netop Ai under fugtige handsker i 15 minutter forbedrer håndeksem, og metoden er ikke en etableret dermatologisk behandling.
Fugtige handsker kan samtidig opbløde huden, og Ai kan give svie på revner og åbne områder.
Derfor er det ikke en rutine, jeg vil anbefale generelt til aktivt, væskende eller svært håndeksem.
Hvis du ønsker at anvende metoden på intakt, tør hud, som du allerede ved tåler Ai, bør den være kortvarig og afbrydes ved ubehag. Ved egentligt håndeksem bør den indgå som et eventuelt supplement til – ikke en erstatning for – en fagligt vurderet behandlingsplan.
Min anbefalede morgen- og aftenrutine
Du behøver ikke bruge alle produkterne for at komme i gang.
Det vigtigste er, at rutinen er enkel, at huden tåler produkterne, og at du samtidig reducerer de belastninger, der forværrer dine hænder.
Morgen – beskyttelse i løbet af dagen
1. Skånsom håndvask
Vask hænderne, når det er nødvendigt, med lunkent vand og et mildt, parfumefrit renseprodukt.
Powder to Mousse kan være en mulighed, hvis den aktuelle parfumefri version er dokumenteret, og din hud tåler produktet.
Undgå at rense unødvendigt mange gange.
2. Ai – kun som et individuelt supplement
Hvis du bruger Ai og tåler det, kommer det før de fede cremer.
Min særlige metode med Ai-fugtede bomuldshandsker i cirka 15 minutter er beskrevet ovenfor, men er ikke en dokumenteret behandling af håndeksem.
Den bør undgås på åbne, væskende eller meget irriterede områder.
3. Repair Barrier Cream
Når huden er tør, påføres Repair Barrier Cream som dagens beskyttende hudpleje.
4. Hand Cream efter behov
Brug Hand Cream efter håndvask og i løbet af dagen, når hænderne føles tørre.
Ved meget tør hud kan det være nødvendigt at smøre hyppigere.
Aften – fed og beskyttende pleje
1. Vask kun hænderne, hvis der er behov
Brug lunkent vand og undgå hård afvaskning.
2. Eventuel Ai-pleje
Hvis du anvender Ai og tåler det, bruges det før salven. Metoden med fugtige handsker er valgfri og ikke en erstatning for medicinsk behandling.
3. Repair Perfume Free
Påfør en passende mængde på de tørre områder, især fingerspidser, knoer og andre steder, hvor huden er ru.
4. Rene bomuldshandsker
Hvis du ønsker at beskytte sengetøjet og holde salven på hænderne, kan du bruge løstsiddende bomuldshandsker.
De skal være rene og tørre, og du skal tage dem af, hvis huden bliver for varm, fugtig eller irriteret.
Har lægen ordineret eksemmedicin, følger du den konkrete plan for påføring og rækkefølge.
Hvornår er hudpleje ikke nok?
Det er vigtigt at forstå, at håndeksem er en inflammatorisk hudsygdom.
En fugtighedscreme kan hjælpe med at beskytte hudbarrieren, men den behandler ikke nødvendigvis den aktive inflammation.
Ved egentligt håndeksem vil lægen ofte anvende en lokal kortikosteroidcreme i en passende styrke og periode.
Ved tilbagevendende eller kronisk håndeksem kan der være behov for yderligere behandling eller henvisning til en hudlæge.
Mulighederne kan blandt andet omfatte lysbehandling og særlige receptpligtige lægemidler, afhængigt af sygdommens type og sværhedsgrad.
Hvornår bør du undersøges for kontaktallergi?
Hvis håndeksemet bliver ved med at komme igen, bør man overveje, om der er en kontaktallergi eller en vedvarende påvirkning på arbejdet eller i hjemmet.
Hudlægen kan undersøge for kontaktallergi med en lappetest, også kaldet patch test.
Her placeres udvalgte allergener på huden under kontrollerede forhold, og reaktionerne aflæses efter en bestemt tidsplan.
En lappetest er noget andet end en almindelig priktest.
Den undersøger især forsinkede kontaktallergiske reaktioner.
Kan håndeksem være en arbejdsskade?
Ja, håndeksem kan være arbejdsbetinget.
Hvis dine symptomer begyndte eller forværredes i forbindelse med dit arbejde, er det vigtigt at tale med lægen om sammenhængen.
Det gælder blandt andet, hvis du arbejder med hyppig håndvask, rengøringsmidler, fødevarer, frisørkemikalier eller langvarig brug af handsker.
Arbejdsbetinget håndeksem kan i relevante tilfælde anmeldes som erhvervssygdom.
Og her er det vigtigt ikke blot at forsøge at smøre problemet væk, mens de samme påvirkninger fortsætter.
Hvornår kan du forvente forbedring?
Det afhænger af, hvad der er galt med hænderne.
Hvis huden blot er tør og ru, kan regelmæssig fugtighedspleje gøre den mere behagelig forholdsvis hurtigt.
Hvis du har aktivt håndeksem, dybe fissurer eller fortsat udsættes for irriterende stoffer, kan forløbet være væsentligt længere.
Jeg vil derfor ikke love, at hænderne er normale efter to eller tre dage.
Det ville være useriøst.
En forbedring af hudens komfort er heller ikke det samme som, at sygdommens inflammation er væk.
Målet er, at huden gradvist bliver mere smidig, at tørheden reduceres, at nye revner forebygges, og at eventuelt eksem kommer under kontrol.
Når hænderne endelig bliver gode igen, skal du ikke nødvendigvis stoppe med hudplejen.
Hvis din hverdag fortsat belaster hænderne, har de stadig brug for beskyttelse.
Konsistens slår intensitet.
Ofte stillede spørgsmål om håndeksem
Hvorfor sprækker mine fingerspidser?
Fingerspidserne kan sprække, når huden bliver meget tør, fortykket og mindre elastisk. Gentagen håndvask, kulde, friktion og håndeksem kan bidrage. Dybe eller vedvarende revner bør vurderes af lægen.
Er tørre hænder det samme som håndeksem?
Nej. Tørre hænder kan opstå uden inflammation. Håndeksem indebærer inflammatoriske hudforandringer, som eksempelvis rødme, kløe, blærer, svie eller revner.
Kan håndeksem smitte?
Nej. Håndeksem smitter ikke. Men visse infektioner kan ligne eksem og kræver en anden behandling.
Hvad er bedst mod håndeksem – håndcreme eller fed salve?
Begge dele kan have en rolle. En let håndcreme er praktisk i løbet af dagen, mens en fed salve kan være velegnet til meget tør hud om aftenen. Aktivt eksem kan kræve medicinsk behandling.
Hvorfor bliver mine hænder værre om vinteren?
Kulde, vind og tør indeluft kan forværre udtørring og gøre hudbarrieren mere sårbar. Begynd gerne med beskyttende hudpleje, inden revnerne opstår.
Må jeg bruge håndsprit, når jeg har håndeksem?
Ja, når det er relevant for håndhygiejnen. Alkoholbaseret hånddesinfektion kan i nogle situationer være mindre hudbelastende end gentagen vask med sæbe og vand, men kan svie på revnet hud.
Er bomuldshandsker gode til tørre hænder?
De kan være praktiske om natten over en fed salve, fordi de mindsker afsmitning til sengetøjet. De skal være rene og tørre. Handskerne er ikke i sig selv en medicinsk behandling af håndeksem.
Kan jeg bruge Ai under våde handsker?
Det er en metode, vi har erfaring med hos Raz Skincare, men den er ikke klinisk dokumenteret som behandling af håndeksem. Fugt og Ai kan irritere beskadiget hud. Brug ikke metoden på åbne eller svært inflammerede områder.
Skal jeg bruge både Hand Cream og Repair Barrier Cream?
Ikke nødvendigvis. Hand Cream kan være den lette, daglige fugtighedspleje, mens Repair Barrier Cream kan indgå, når du ønsker en mere beskyttende creme. Det vigtigste er regelmæssig anvendelse af et produkt, din hud tåler.
Hvorfor kommer mit håndeksem hele tiden tilbage?
Ofte fordi hænderne fortsat udsættes for de samme belastninger. Der kan også være en atopisk disposition, kontaktallergi eller utilstrækkeligt behandlet inflammation. Tilbagevendende håndeksem bør undersøges.
HUSK
Du kan altid booke en hudanalyse med mig, så hjælper jeg gerne. Du kan læse meget mere om min hudanalyse og service på dette link.
Hvis dine hænder er meget inflammerede, har dybe revner, væsker, gør ondt eller bliver ved med at få eksem, vil jeg anbefale, at du kontakter din læge eller en hudlæge.
Og husk, at det ikke hjælper at finde verdens bedste håndcreme, hvis du samtidig udsætter dine hænder for de samme skadelige påvirkninger dag efter dag.
Pas godt på dem. Du skal bruge dem hele livet.
Knus Raz
Videnbegærlig?
Vil du læse mere eller se hvor jeg henter min viden, så er her nogle artikler som jeg mener er gode.
1. Guidelines for diagnosis, prevention, and treatment of hand eczema
En central europæisk guideline fra 2022, der gennemgår årsager, diagnostik, forebyggelse og behandling af håndeksem. Den er særlig relevant for sammenhængen mellem irritanter, kontaktallergi, beskyttelseshandsker og medicinsk behandling.
2. S2k guideline diagnosis, prevention, and therapy of hand eczema
En detaljeret tysk dermatologisk guideline fra 2023 med praktiske anbefalinger om vådt arbejde, håndvask, handsker, hudpleje og behandling.
3. Hand hygiene and hand eczema: A systematic review and meta-analysis
En systematisk gennemgang af 45 studier om sammenhængen mellem håndhygiejne og håndeksem. Særligt interessant, fordi den undersøger håndvask, vådt arbejde og alkoholbaseret hånddesinfektion.
Et review fra 2024, som undersøger forekomsten af håndeksem blandt sundhedspersonale. Det viser, hvorfor forebyggelse er så vigtig i erhverv med hyppig håndhygiejne.
5. Incidence Rate of Hand Eczema in Different Occupations: A Systematic Review and Meta-analysis
En metaanalyse, der sammenligner risikoen for håndeksem i forskellige erhverv. Frisører, sygeplejersker og metalarbejdere er blandt de undersøgte faggrupper.
6. Hand eczema and wet work: dose-response relationship and effect of leaving the profession
Et dansk studie af arbejdsbetinget håndeksem, som undersøger sammenhængen mellem omfanget af vådt arbejde og hudens mulighed for at komme sig.
En systematisk gennemgang af arbejdsrelaterede og personlige risikofaktorer for kontakteksem. Den belyser blandt andet betydningen af vådt arbejde og atopisk dermatitis.
8. The association between atopic dermatitis and hand eczema: a systematic review and meta-analysis
Et review, der undersøger, hvorfor personer med atopisk dermatitis har øget risiko for håndeksem. Det er en vigtig kilde til forståelsen af den genetiske og hudbarrieremæssige disposition.
En systematisk gennemgang af forebyggende tiltag som fugtighedscremer, barrierecremer, handsker og undervisning i hudbeskyttelse. Relevant for alle, der arbejder med hænderne i belastende miljøer.
10. Chronic Hand Eczema Guidelines From an Expert Panel of the International Eczema Council
En international ekspertkonsensus om vurdering og diagnostik af kronisk håndeksem. Den understreger, at håndeksem kan have flere samtidige årsager, og at korrekt udredning er afgørende.